Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Holbæk Radikale Venstre

Kathrine Olldag: Maden skal på den politiske dagsorden

”Jeg elsker altså bare en god ribeye.”


Sådan indledte ordføreren fra Nye Borgerlige sin tale under førstebehandlingen af et lille teknisk lovforslag i slutningen af april i år, og fortsatte derefter med at afvise, at nogen måtte bestemme over, hvad han skulle spise. Venstres ordfører sørgede også i sin tale behørigt for at hylde komælk, efter han havde rost virksomheder, der producerer plantebaserede drikkevarer.


Forslaget handlede egentlig bare om, at ligesom kakaomælk, så skal kakaodrikke også fritages for chokoladeafgiften. For ellers ville afgiften på en liter kakaodrik være 76 gange højere end på en liter kakaomælk, blot fordi den ene er lavet af yversekret og den anden af f.eks. soya. Det var alle partier heldigvis enige om, var noget pjat. Så et enstemmigt folketing besluttede, at chokoladeafgiften på kakaodrik og kakaomælk fjernes. Så langt så godt.


Den relativt korte debat var et godt udtryk for, hvor Folketinget står i forhold til fødevarepolitik. Og måske også hvor befolkningen står. For det er i høj grad et politikområde, der splitter os og sætter sindene i kog.


Der er ikke ret meget, vi danskere føler så stærkt for som vores madkultur. Men det, vi putter i munden, har et stort aftryk på vores helbred, klima og miljø. Derfor kan fødevarepolitik ikke reduceres til identitetspolitik og værdipolitik alene.


Vi er endnu ikke kommet ud over, at hver gang mad dukker op i vores politiske diskussioner, så opstår der omgående et “dem og os”.


Det kunne være dem, der spiser kød, og dem, der ikke gør. Eller dem, der spiser svinekød, og dem, der ikke gør. Og vi er ikke tilbageholdende med højrøstet at udskamme hinanden på begge sider af hegnet. Nogle mere skingert end andre.


Den følelsesladede debat om hvad man skal spise og ikke spise, har det med at overdøve og nulstille den sobre politiske samtale. Eksempelvis diskussionen om kostens betydning for klimaet, for vores helbred, og hvad vi politisk kan gøre ved det.


For følelser er stemmer. Og derfor er rationalet hos langt de fleste på Christiansborg, at det er bedst slet ikke at tale om fødevarepolitik. Med mindre der er stemmer i det, naturligvis.


Men vi står overfor en brat opvågning på Borgen. Klimakrisen raser derudaf, og de yngre generationer kræver handling, og er meget bevidste om, at vi former verden gennem vores personlige valg. Maden kommer på den politiske dagsorden, om det etablerede Christiansborg så vil det eller ej.


Døren er allerede blevet sparket ind. Veganerpartiet er blevet opstillingsberettiget til næste folketingsvalg og kommer til at skumme stemmer fra mange partier, som i dag også kæmper for grøn omstilling. Er det godt eller skidt, at vi får endnu et enkeltsagsparti på tinge? Gør Veganerpartiet overhovedet sagen en tjeneste, eller skyder de sig selv i foden?


For mig at se bør partiets indtog være en øjenåbner for Christiansborg. De insisterer på at tale om et tabubelagt politikområde på en måde, der måske kan få gamle partier til at genoverveje, om vi alligevel skal have en snak om mad i folketingssalen.


Hvis ikke Veganerpartiet kan vække partierne, så kan det være, at Dansk Vegetarisk Forening kan. De fundraiser i øjeblikket til at føre en række retssager, hvor de kræver, at der i alle offentlige køkkener skal være et plantebaseret alternativ på menuen.


Institut for Menneskerettigheder bakker op og mener, at foreningen har en god sag, idet veganisme/vegetarisme defineres som en overbevisning og ikke blot en holdning. Derved bliver det (måske) til en sag om menneskeret. Det vil vise sig. Jeg har sendt dem en skærv og hepper hele vejen.


Hvis de vinder, vil det være et uomgængeligt argument for, at vi politisk bør sikre et plantebaseret alternativ. Både til dem, der ikke spiser kød, og til dem, der gerne vil skære ned på kødet.


Fremtidens vælgere kommer til at afkræve os handling. CO2-reduktionsmålet kan ikke nås, hvis vi bliver ved med at spise, som vi gør i dag. Det er et nådesløst nøgternt regnestykke, der ikke kan ignoreres. Derfor bliver vi nødt til at kunne tale om mad. Også politisk. Det duer ikke, at vi bliver ved med at stikke hovedet i busken på Christiansborg.